Kantater og kammermusik – med Anna Wierød (sopran) og Winnie Bugge Frandsen (travers)
Musik af Monteverdi, Buxtehude, Telemann, Bach, Mondonville og Royer m.fl.
Om programmet:
Monteverdis kantate for sopran er et eksempel på den ”nye stil”, hvor musikken følger teksten malerisk og udtryksfuldt. Undervejs dukker en bas-rundgang op, som giver mulighed for lidt improvisation.
Buxtehudes lille cembalo-toccata leder til en kantate efter samme princip som Monteverdi. Hver tekstdel har sin musikalske udformning. Her suppleret af en violinstemme. Begge værker viser Buxtehudes fantasirigdom – en idé når netop at folde sig ud, inden en ny tager over.
Gabriellis cellosonate har en recitativisk indledning – en sang uden ord, inden dansesatserne tager over.
Telemann er aftenens gennemgående figur. Hans produktion er enorm og indenfor alle genrer. Alene kirkekantaterne skal tælles i hundreder. Typisk i formatet arie-recitativ-arie. Selvfølgelig mindre end Bachs, men den samlede mængde viser en fantasirigdom, som ikke lader noget tilbage at ønske.
Af Bach et par højdepunkter for solo-cello og traversfløjte.
Händel skrev sonater for tidens melodiinstrumenter. Nærværende er for fløjte (måske blokfløjte, men også aldeles egnet for traversfløjte). Fløjten akkompagneres af basso continuo: en cello spiller selve baslinjen, mens cembaloet realiserer akkorderne i en slags stilbunden improvisation. Karakteristisk for barokmusik er, at komponisten har tillid til de udførende musikere og overlader fløjtens ornamenter og cembaloets akkordspil til dem.
Mondonville har skrevet en samling bibelske sange for sopran, cembalo og violin. Forordet angiver, at man kan spille det hele (som vi gør), eller man kan undvære violinen, og endelig kan sangeren selv spille/cembalisten synge… Alle partier er ganske krævende, så vi bliver nu hver især ved vores læst.
Royer var i sin samtid kendt som operakomponist og sine egne cembalo-transskriptioner af de mest vellykkede arier. Hans cembalomusik er yderst original og afslører forskellige teknikker og spillemåder, som kendetegner den franske cembalostil. Vertigo er – som et rundtosset og svimlende karakterstykke – ikke uden effekt.
Carl Nielsens perle af en salmemelodi leder os til dansk kirkesang. Ligesom Nielsen forsøgte også Breitendich at skabe klare og ordnede forhold i menighedens sang. Hans koralbog er tænkt som vejledning i god salmesang. De mange subtile ornamenter omhyggeligt nedskrevet i noden vil nok ikke have store chancer i dag, men det er et smukt tidsbillede på højbarokkens København.
