Aarhus Stiftstidende, Ole Straarup, 31.8.2011. 4 á 6 stjerner:

Ensemble Zimmermann markerede med mandagens koncert sit 10 års jubilæum som professionelt barokorkester. Koncerten gav et godt indtryk af ensemblets efterhånden fint sammenspillede klang og dynamik og viste et udtryksmæssigt overskud, som lover godt for dets videre færd.

Majbritt Young Christensen åbnede som solist i den kendte La tempesta di mare, hvis stormbilleder ikke er til at tage fejl af – selv om man retfærdigvis må sige, at altblokfløjtens dynamik ikke netop er stormsusende.

Den svenske sopran Anna Jobrant, der på festugeprogrammets billedside var præsenteret som noget af en vildbasse, viste sig i al enkelhed at være en fortrinlig sanger. Hendes klang lyste smukt op i de to kirkekantater, og hendes teknik var meget overbevisende i de koloraturfyldte Alleluia-satser. Smuk musik i en overbevisende udførelse.

Aftenens tredje solist, Fredrik Bock, var en gevinst for ensemblets drive. Med sin moderne attack og næsten folkrock-agtige antrit og anslag gjorde han musikken rytmisk levende. Det gjorde sig tydeligt gældende i den finurligt udførte La Follia’s lange variationsrække, og i hit-nummeret ”Dus med dyrene” (husker De dengang i fjernsynet?), altså guitarkoncerten med den sprøde andensats, var han trods nogle svipsere her og der fornøjelig at følge gennem alle tre satser.

Som ensemble er Zimmermann velfungerende og ved at demonstrere et teknisk-musikantisk overskud, der med yderligere finslibning i det fraseringsmæssige nærmer sig det rigtigt kulinariske ved barokmusik på originalinstrumenter.

Klassisk anmeldelse, Ensemble Zimmermann, Antonio Vivaldi: La tempesta di mare. In turbato mare irato. La Follia. Koncert for guitar. Nulla in mundo pax sincera. Solister: Anna Jobrant (sopran), Majbritt Young Christensen (blokfløjte), Fredrik Bock (guitar). Ensemble Zimmermann, dir.: Lars Colding Wolf. Musikhuset, Lille Sal, mandag aften.

Det århusianske ensemble med speciale i barokmusik havde i dagens anledning sammensat en slags kammeropera over temaet: kærlighedens ulyksagelighed. Musikken var af Scarlatti og nogle af hans samtidige bl.a. Händel og Corelli. Det blev til en god fødselsdagsfest.

Som solist hørte vi den engelske sopran Bethany Seymour. Hun viste sig at være en fremragende sangerinde med flot klang og en fin sans for barokmusik. Den anden solist var ensemblets egen koncertmester Per Buhre. Han er en habil kontratenor, udtryksfuld og indlevende, men uden helt samme saft og kraft i stemmen som Bethany Seymour.

Resten af ensemblet er fremragende instrumentalister. Specielt Niels Tilma, på den krævende baroktrompet, var helt suveræn i sine indsatser. Og strygerne fik lov til at folde sig helt ud i mellemspillet – en virtuos triosonate af Corelli.

Kunstneren Morten Skovmands scenografi var en serie af oliepasteller, som blev vist på stort lærred under koncerten. Enkle motiver og klare farver - en illustration til musikkens forskellige stemninger. Uanset om billederne for den enkelte fremmer eller bremser oplevelsen, så er det bestemt en sjov måde at formidle på. Formen udfordrer rammerne og giver lytteren nye muligheder for indlevelse i musikken.

Hold øje med Ensemble Zimmermann.

JP Århus, Anni Kristensen 29/8/2010

JP Århus | 06.09.2009 | Gribende Frodige Händel, Musikhuset Aarhus

Fin aften med den svenske baroksopran Maria Keohane.

MARIA KEOHANE (sopran) LARS COLDING WOLF (cembalo) ENSEMBLE ZIMMERMANN Musikhuset, Lille Sal, torsdag

Af STEEN SØGAARD

Georg Friedrich Händel kunne passende have taget fornavne som i overskriften her, efter torsdagens koncert med den svenske baroksopran Maria Keohane og Ensemble Zimmermann. Med sin smukke, bløde og velpolerede sopran og en dejlig, naturlig fremtoning tryllebandt Maria Keohane publikum i Lille Sal med to Händel-kantater samt en lille kantate af hans italienske forbillede Alessandro Scarlatti.

Historien om troldkvinden Armida, som under det første korstog forelsker sig i helten Rinaldo og hjælper ham til sejr, var et yndet emne i 1700-tallet. Kantaten skildrer hendes kvaler over, at Rinaldo tilsyneladende kan modstå hendes kærlighed.

Händel skrev et par år senere operaen "Rinaldo" over samme emne (1711).

Maria Keohane levede sig helt ind i historien, som blev fremført i en rund, blød og mørkfarvet tone og med lette, helt ubesværede koloraturer. Dertil kom en tydelig tekst-artikulation og en meget plastisk, nuanceret dynamik, hvor hun gik helt ind i tonens kerne og lod den vokse frem. Det elastiske spil og det fine arbejde med klangfarverne gav musikken et stærkt og nærværende udtryk, som yderlige blev understreget af hendes levende gestik.

Spændstighed og elegance:

Ensemble Zimmermann spiller med imponerende præcision, der bringer spændstighed, smidighed og elegance i fokus. Således i Händels G-dur-sonate opus 5 nr. 4, spillet med lune og underfundighed og plads til hurtige karakteromslag.

Scarlatti-kantaten "Poi che riseppe Orfeo" om Orfeos fortvivlede håb om at få sin elskede, afdøde Euridice tilbage blev ligeledes formidlet med stort musikalsk overskud, tilvejebragt af Maria Keohanes imponerende stemmekontrol også i de helt tynde pianissimo-ansatser.

Ensemblets cembalist Lars Colding Wolf udfyldte dernæst scenen alene med Händels virtuost anlagte g-mol suite. Med en stoisk ro kastede han sig ud i et brillant, medrivende spil, der kom hele vejen rundt i det nybyggede cembalos farveskala. Hans gnistrende spil vægtede musikkens inciterende rytmik og elasticitet samt de rige muligheder for forsiringer og ornamentik, der hører tæt sammen med barokkens udførelsespraskis.

Og sikke en pondus og esprit der var over slutsatsen, den kendte passacaglia.

Stærkt dramatisk tilsnit udfoldede sig i kantaten "Agrippina", der beretter om den romerske kejser Claudius' hustru, som myrder sin mand for at få sin søn af et tidligere ægteskab til magten. Musikkens heroisk-dramatiske udtryk med de meget omskiftelige karakterer kom formeligt til udtryk i Maria Keohanes nu store glansfulde, brillante sopran. Et gribende drama, hvor Händels frodige musikalske kraft kom fuldt til sin ret.

Den solide publikumsapplaus lokkede et ekstranummer frem: Händels mest kendte sopran-arie, "Lascia ch'io pianga" fra operaen "Rinaldo".

jpaarhus@jp.dk

Anmeldelse af koncert i Silkeborg Kirke d. 7/12-08

"...Og så er Ensemble Zimmermann jo et rigtig godt orkester med unge talentfulde musikere, som har specialiseret sig i at opføre barokmusik på originale instrumenter, og man kunne fornemme, at de følte sig hjemme i Bachs musik. De spillede stilrent og autentisk og var med til at fylde musikken med spændstig fremdrift og pulserende liv. "

Anders Gjedsted

Farverig barok

En smuk oplevelse med Purcells semiopera ”King Arthur”

JOHN CHRISTIANSEN , john.christiansen@jp.dk

Det Jyske Vokalensemble og Ensemble Zimmermann, som spiller på barokinstrumenter, har Lars Colding Wolf til fælles. Han er fast medlem af barokensemblet og dirigent for vokalensemblet, og han samlede dem i en prægtig opførelse af Purcells ”King Arthur or The British Worthy” fra 1691.

Det er en såkaldt semiopera, hvor John Drydens hyldest-skuespil til det kun 25-årige kongehus var det oprindeligt væsentligste. Succesen var så stor, at Dryden fik Purcell til at skrive musiknumre som tilføjelse til den talte dialog. Her blev dialogen erstattet af den underfundige fortæller Morten Kold, og scenebillederne blev erstattet af Morten Skovmands smukke abstrakte billeder projiceret op som baggrund. Det virkede godt.

Musikalsk var det dejligt levende. Barokensemblet spillede sig varmt med mange fine klangnuancer, og sangerne var tilsvarende sikre i stil og udtryk og boltrede sig frit og charmerende. Der er megen god musik i ”King Arthur”, mellem mange fine ensembler for eksempel Venus' arie ”Fairest isle, all isles excilling”. Det var en nydelse, som man roligt kan abonnere på andre steder.