Händel: Messias

Dato/Tid
Date(s) - 16/12/2015
19:30 - 21:30

Sted
Sct. Catharinæ kirke


Klassikeren, som for mange er forudsætningen for en rigtig jul: Georg Friedrich Händels oratorium Messias.

Det Jyske Vokalensemble og ZIM har efterhånden et dusin opførelser bag sig. Den lille besætning har fået anerkendelse for sine samarbejder om de større værker for kor og orkester, hvor de 8 sangere varetager såvel kor- som solistpartiet.

Sangerne er:

Anna Wierød og Camilla Button, sopraner

Hanne Marie le Fevre og Lea Wierød, alter

Jakob Pedersen og Jens Olav Heckmann, tenorer

Kim Jepsen og Tore Asbjørn Hansen, basser

Entré kr. 100. Forsalg fra kirkekontoret, Torvet 4, ved kontant køb (ikke dankort). Resterende billetter sælges ved døren fra kl. 18.45.

Arrangør er Sct. Catharinæ kirke, Hjørring. Ensemblerne støttes af bla. Augustinus Fonden og Gramex.

I 1741 brugte Händel kun 24 sensommerdage til at skabe sit store mesterværk ”Messias”, som mere end noget andet værk har sikret ham en plads blandt de største mestre i musikhistorien. ”Messias” indtager en helt enestående position, da det siden uropførelsen i 1742 har holdt sin plads på repertoiret og er nu blevet opført i over 270 år. Musikken er iørefaldende og lettilgængelig og kan lyttes til med stor fornøjelse af alle. Ved denne koncert medvirker 20 musikere og sangere.

Ensemble Zimmermann blev grundlagt i 2001 af en gruppe musikere, der ønskede at skabe et forum for tidlig musik fremført på barokinstrumenter. Musikalsk leder er organist og cembalist Lars Colding Wolf. Ensemblet har været et væsentligt bidrag til den voksende interesse og forståelse for barokmusik og dens opførelsespraksis i Danmark. Udviklingen er gået i den rigtige retning på trods af politiske strømninger og finanskrise: Ensemblet er i dag udelukkende professionelle musikere med speciale i barok på historiske instrumenter. Den gang som nu er musikere et omrejsende folkefærd, og ensemblets musikere kommer fra det meste af Europa.

Det Jyske Vokalensemble opstod i 2006 med det formål at synge den tidlige musik på en stilistisk overbevisende måde i en lille bevægelig besætning. Sangerne er for de flestes vedkommende konservatorieuddannede, og de arbejder som solister og i velrenommerede kor som DR´s Koncertkor, Musica Ficta og Balthasar-Neumann-Chor (D).